Tak for din responce Per 🙂

og undskyld jeg først for tid til at svarer dig nu. Men som du selv skriver kan livet ind i mellem være lidt intensivt 🙂

For mig er der et liv fra før jeg begyndet at arbejde med mig selv, processerne i mit og healing af mig selv og andre med Reiki og så et radikalt og fundamentalt anderledes liv efter Reiki kom ind i mit liv. Så jeg kan nikke genkende til det du beskriver i din kommentar.

Hvad går Den Nye Tids Energi ud på?

Tak for artikel. Selvom jeg kan se den har et par år på bagen 🙂 -Er netop selv for ganske få år siden startet med healing/at blive healer (dog ikke Reiki, men Den Nye Tids energier). Og hvor er der sket meget med mig i de sidste tre et halvt år. Det er helt utroligt 🙂 -Men når det så er sagt, har det også været meget intensivt. Så som jeg ser det er en healing ikke bare en engangsting og så bliver alt godt (ikke at det er det, du siger) men en process og livsvej som støtter og udvikler konstant. Det er en helt ny og fantastisk verden 🙂 Det er altid interessant at høre andres tanker og erfaringer om healing som værktøj og behandling.

Tak for dit indspark.

Når jeg læser dine ord og genlæser mine egne bliver det klart for mig, at det er vigtigt for mig at betegne mig selv som behandler fremfor som healer.

Siden jeg skrev dette indlæg i 2013 har der været en pæn portion bump på min egen livsvej. Både fysiske, men i høj grad også psykiske udfordringer har været en del af min hverdag gennem flere år. Når jeg ser tilbage på hvordan jeg er kommet ud på den anden side eller har healet om du vil, så kommer sætningen “kan du ikke bare være her lidt sammen med mig, mens jeg har det sådan her” frem på lystavlen. Faktisk står den og blinker med kæmpe store røde bogstaver.

Lidelsen, smertefulde oplevelser eller hvad vi nu skal kalde det er et grundvilkår i større eller mindre grad for os allesammen. For mit vedkommende er de hjælpere, healere og det sundhedsfaglige personale, der har haft denne evne til bare at være der og rumme mig frem for at forsøge at fjerne problemet været der hvor jeg har følt den største hjælp.

Selvfølgelig skal man tage på skadestuen og få fikset et knoglebrud med brug af røntgenbilleder, med anlæggelse af gips, operation eller hvad der nu er brug for. Det er mere det der med at ordre andres problemer fordi jeg ikke selv kan magte bare at være tilstede og rumme deres smerte uden at skulle fikse jeg taler om.